Kæphestene

Kæphestene er en metafor for ytringer, holdninger og metoder, der nærmest klæber til ledere og medarbejdere, fordi de indeholder noget, der opleves som vigtigt at fastholde. Min kæphest giver mig tryghed og energi. Der er som regel ikke noget i vejen med selve kæphesten, men måden den bliver redet på, afgør om den er sund eller måske burde sættes permanent på stald.

På tegningen ser du en gruppe medarbejdere og ledere, der rider hver deres kæphest. En analyse af situationen afslører nogle typiske ryttere.

Længst til venstre står Benjamin – han har ingen kæphest, han er ny, han kan ikke ride endnu. Bagerst har David, Anne og Polle fået lyst til at prøve hinandens kæpheste. I midten til venstre har vi Bent, han skamrider sin kæphest uden øje for de andre. Forrest til højre har vi Merete. Hun kan bedst lide at ride lidt for sig selv. Hun er tryg ved sin gamle hvide ganger, og føler sig slet ikke kompetent til at skulle ride andre heste. Forrest i midten har vi Sofie. Ingen har fortalt hende, at hendes kæphest er død – for længst. Hun får uantastet lov til at ride videre. Hun elskede det engang så stolte dyr.